Lidt om mig og min baggrund

Mit navn er Tine Bjerre. Jeg er uddannet klinisk diætist i 1994, autoriseret af sundhedsstyrelsen i 1996 og medlem af foreningen for Kliniske Diætister.

Jeg har over 25 års erfaring fra ansættelser på hospitaler, Institut for Human Ernæring, kommuner samt tidligere privat praksis i København. Jeg har i en periode også været tilknyttet hjerteforeningen som underviser samt konsulent i Tom´s Gruppen.

Sideløbende med min klinik er jeg ansat i Herlev Kommunes Sundhedscenter, hvor vi dagligt vejleder mennesker der ønsker et vægttab, har type 2 diabetes, KOL, hjertesygdomme og cancer.

Jeg er desuden tilknyttet kommunens børnesundhedscenter som modtager familier med overvægtige børn. Vi arbejder her med inspiration fra Holbæk-modellen som jeg også er uddannet i.

Jeg har erfaring med behandling af spiseforstyrrelser og er certificeret i low FODMAP diæten og uddannet Vanecoach 2019 .

Med min baggrund som vanecoach arbejder jeg inden for en ramme hvor jeg især går op i at hjælpe dig med at zoome ud så du får et overblik over din hverdag og de mange faktorer der påvirker dine madvalg og dine resultater. Refleksion – hvorfor virker tidligere strategier ikke, og hvad skal der til i stedet!

Det er vigtigt præcis at vide hvorfor du vil lægge dine kostvaner om. Det har stor betydning for den indre motivation der giver energien til at identificere og bryde de forhindringer der står i vejen for at ændre vaner. De fleste af de forhindringer vi har er ”overbevisninger” som kun findes i vores tankemønster.

De virkelige fysiske forhindringer er det muligt at finde en kreativ løsning på.

Jeg vejleder individuelt, underviser og holder foredrag.

Jeg brænder især for at hjælpe mennesker til at opnå balance i kosten og ikke hoppe med på diverse trenddiæter der kun holder på den korte bane.

Disse diæter er ofte så gennemgribende at det er svært at deltage i diverse sociale begivenheder uden af have sin egen madpakke med.

Det er vigtigt at have en positiv indgangsvinkel til mad og måltider og spise med god samvittighed. Skrappe diæter er som at spænde en elastik – den klapper altid samme til sidst. Jeg referer kun til viden, der er solid videnskabelig dokumentation for.

Jeg har særlig interesse for den proces det er at ændre de vaner der ikke gør noget godt for dit vægttab, til nye vaner der støtter processen. Forskning viser, at kun ca. 10% at dem der taber sig, holder et vægttab – det er bare ikke noget man gør med venstre hånd. Men hvis du får grundlagt nye vaner, får du også grundlagt en ny kropsvægt.

Så, udover at arbejde med kostsammensætning, mængder mv er det også nødvendigt at inddrage det kognitive, og arbejde med sit tankemønster.

Gode bøger at læse er f.eks. ”Vejen til vægt i balance” af psykolog og diætist Inge Vinding og ”Spis med mindfulness” af cand. pæd i pædagogisk psykologi Lise Baltzer.

diætist sjælland